BPA-arbejdsgiver

Nyhedsbrev 2, den 16. februar 2016

BPA-arbejdsgiver.dk

Skabeloner

Hvis din medarbejder er sygemeldt, og du ønsker at få dokumentation for, at fraværet skyldes sygdom, har du mulighed for at bede medarbejderen skaffe en erklæring fra lægen. For at kunne bevise at man har bedt en medarbejder om at skaffe en erklæring fra lægen, er det vigtigt, at man altid gør det skriftligt.

På BPA-arbejdsgiver.dk kan du finde eksempler på, hvordan du skriftligt kan udforme en anmodning om lægeerklæring. Læs mere

Vidste du?

BPA-arbejdsgiver.dk har tavshedspligt. Det betyder, at alle de oplysninger, vi får fra vores brugere, er fortrolige. Tavshedspligten omfatter endvidere samtlige informationer, som brugerne videregiver til os gennem fx kontaktformularen, e-mail, telefon m.v..

FAQ

Sygemeldt medarbejder

Min hjælper er ansat hos mig 20 timer om ugen, og derudover har han et weekendarbejde i en butik. Han ringede mandag morgen og sygemeldte sig. Han oplyste, at han var blevet syg med influenza under sit weekendarbejde, og at han fortsat ikke er blevet rask.

I ansættelsesbeviset står der, at han har ret til løn under sygdom, men kan det være rigtig, at jeg skal betale løn under hans sygefravær, når sygefraværet er opstået, da han var på den anden arbejdsplads?

Svar:
Hvis man har en aftale om ret til løn under sygdom, og en medarbejder er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, vil medarbejderen have ret til den aftalte betaling. Det er ikke op til arbejdsgiver at vurdere, hvor og hvornår man har pådraget sig f.eks. en forkølelse eller influenza på almindelig vis. Som arbejdsgiver har man heller ikke krav på en orientering om sygdommens art. Det afgørende er, at I har indgået en aftale om løn under sygdom. Du vil således skulle betale løn under sygdomsperioden i forhold til hans ansættelse hos dig.

Kan jeg opfordre min hjælper til at gå varmere klædt?

En af mine hjælpere har på det seneste haft flere sygedage på grund af forkølelse og hoste. Jeg har nu flere gange mødt ham udenfor arbejdstiden, hvor han efter min mening ikke er tilstrækkelig påklædt efter årstiden, og jeg tror, at det kan være grunden til hans forkølelse og hoste. Kan man som arbejdsgiver opfordre ham til tage varmere tøj på, når nu det er så koldt udenfor?

Svar:
Hvordan ens medarbejdere går klædt udenfor arbejdspladsen er ikke noget, man som arbejdsgiver kan forvente at have indflydelse på, og en sådan opfordring vil måske ikke blive modtaget positivt af din hjælper. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor godt man kender hinanden, og om påklædning er noget, som vil være naturligt for jer at tale om.

Men husk på at i og med man som arbejdsgiver ikke må spørge ind til, hvad ens medarbejder fejler, og man heller ikke er vedkommendes læge, så ved man heller ikke om påklædningen har indflydelse på medarbejderens helbred eller ej.

Viden & info

Ny strategi mod fordomme

Det Centrale Handicapråd har offentliggjort sin store strategi om, hvordan vi bekæmper fordomme om mennesker med handicap. Det Centrale Handicapråd har arbejdet på strategien gennem to år sammen med en række aktører fra ministerier til unge kunstnere. Der er tale om en langsigtet strategi, der skal understøtte en samfundsudvikling, hvor mødet mellem mennesker med og uden handicap bliver mere ligeværdigt og sker med afsæt i gensidig respekt, viden og tolerance. Læs mere

Uddannelse for alle

Danske Handicaporganisationer og Spejderhjælpen vil i de kommende tre år samarbejde om projektet "Uddannelse for alle". Organisationernes ambition er at udvikle unikke "modelskoler", som konkret kan vise, at det kan lade sig gøre at skabe unikke skolemiljøer, som både vil være i stand til at få børn med handicap i skole, men også være i stand til at rumme alle slags børn, samt sikre læring og sociale fællesskaber, der også omfatter børn med handicap. Læs mere om projektet