BPA-arbejdsgiver

Nyhedsbrev 6, den 30. juni 2016

BPA-arbejdsgiver.dk

Brug for rådgivning?

Hvis du har brug for rådgivning, er du meget velkommen til at skrive til os via kontakt@bpa-arbejdsgiver.dk eller ringe til os på telefon 33 55 77 30. Husk, at du også kan bruge kontaktformularen på www.bpa-arbejdsgiver.dk.

BPA-arbejdsgiver.dk har åbent mandag til torsdag 9.00 - 16.00 og fredag 9.00 - 14.00.

BPA-arbejdsgiver.dk har tavshedspligt

BPA-arbejdsgiver.dk har tavshedspligt. Det betyder, at alle de oplysninger, vi får fra vores brugere, er fortrolige. Tavshedspligten omfatter endvidere samtlige informationer, som brugerne videregiver til os gennem f.eks. kontaktformularen, e-mail, telefon osv..

FAQ

Afgørelse om social sikring

Hvorfor er det nødvendigt, at der søges om en afgørelse om social sikring for en medarbejder, når vedkommende skal med mig på en rejse til udlandet? Jeg har jo allerede sørget for, at der er tegnet en rejseforsikring for hjælperen.

Svar: Det er sådan, at selv om en person bor i Danmark og arbejder for en dansk arbejdsgiver, kan personen ikke automatisk bevare rettigheder til dansk social sikring, når han/hun i forbindelse med arbejdet krydser grænsen. Derfor skal man søge om dokumentation for dansk social sikring i forbindelse med arbejde i udlandet.

Når en medarbejder er i udlandet på f.eks. kursus, messe eller ledsager sin arbejdsgiver, er det arbejde, og det er således arbejde i udlandet.
Hvis ikke medarbejderen har dokumentation for, at han/hun er omfattet af reglerne om social sikring (f.eks. sygesikring, syge- og barselsdagpenge, social pension, arbejdsskadesikring og arbejdsmarkedets erhvervssygdomssikring m.m.) i Danmark, er han/hun omfattet af reglerne om social sikring i det land, hvor han/hun fysisk er og faktisk arbejder i den periode.

Det betyder, at både arbejdsgiver og medarbejder skal rette sig efter reglerne i det pågældende land og betale socialt bidrag m.v. til det land for den periode medarbejderen arbejder i landet. Men det er altså kun, hvis ikke der er dokumentation for, at medarbejderen er omfattet af reglerne for social sikring i Danmark, og den dokumentation får man, hvis man udfylder og indsender skemaet til Udbetaling Danmark.

Du kan læse mere på www.virk.dk, hvor du også kan udfylde en ansøgning elektronisk eller du kan kontakte Udbetaling Danmark på telefon 70 12 80 51, hvis du har spørgsmål.

Må man søge efter hjælper af eget køn?

Jeg ved, at man som arbejdsgiver normalt ikke må skrive i en jobannonce, at man søger en medarbejder af et bestemt køn. Jeg har dog hørt, at det er muligt som arbejdsgiver i en BPA-ordning at søge efter en hjælper af samme køn som ens eget, men er det korrekt?

Svar:
Ja, det er korrekt. Socialministeriet har givet dispensation til, at der annonceres efter en handicaphjælper af samme køn som ens eget. Det er derimod ikke tilladt at annoncere efter en person af modsat køn.

Her kan du læse et par afgørelse fra ligebehandlingsnævnet om samme emne:

Afgørelse fra ligebehandlingsnævnet

Afgørelse fra ligebehandlingsnævnet

Viden & info

Den 1. juli 2016 bliver A-brevet afskaffet

Den 1. juli 2016 bliver A-brevet afskaffet, og det får betydning for de arbejdsgivere, som har behov for at fremsende breve med afleveringsattest indenfor en bestemt tidsfrist.

B-brevet bliver fremover PostDanmarks standardbrev. Det nye standardbrev kan fremsendes med afleveringsattest, men vil være op til 5 dage undervejs, og egner sig derfor ikke som "hastebrev".

For mange arbejdsgivere er det dog vigtigt at kunne fremsende et brev indenfor en bestemt tidsfrist tilknyttet en afleveringsattest, hvilket er Post Danmarks kvittering for at brevet er afleveret til modtageren og på hvilket tidspunkt. Det kan f.eks. være opsigelser og advarsler.

Derfor indfører PostDanmark "Quickbrev" pr. 1. juli 2016. Quickbrevet leveres med dag-til-dag-service over hele landet fra mandag til lørdag.

Quickbrevet kan dog ikke afleveres i de almindelige røde postkasser, idet det kræver et særligt frankeringsmærke, som skal købes på posthuset. Alternativt kan man købe en særlig frankeringskode gennem mobilporto eller Online brevporto - dog skal man fortsat på posthuset, hvis man ønsker en afleveringsattest tilknyttet brevet.