BPA-arbejdsgiver

Nyhedsbrev 8, den 31. august 2016

BPA-arbejdsgiver.dk

Kontakt BPA-arbejdsgiver.dk

Hos BPA-arbejdsgiver.dk lægger vi stor vægt på at være tilgængelige. Har du spørgsmål, brug for råd og vejledning eller sparring kan du ringe eller skrive til os.

På BPA-arbejdsgiver.dk finder du en kontaktformular, hvor du kan skrive dine spørgsmål direkte til os. Du kan også sende en e-mail direkte til os på kontakt@bpa-arbejdsgiver.dk eller ringe til os på tlf.nr.: 33557730.

Skabeloner

Husk, at du på www.bpa-arbejdsgiver.dk kan finde værktøjer og skabeloner til brug for at løse dine opgaver som arbejdsgiver. Du kan blandt andet finde skabelon til ansættelsesbevis, skriftlig advarsel, anmodning om diverse lægeerklæringer samt inspiration til arbejdet med arbejdspladsvurdering og medarbejderudviklingssamtaler.

FAQ

Hvornår er en mulighedserklæring egnet?

Der har desværre været en del sygefravær blandt mine hjælpere på det seneste af forskellige årsager. I de tilfælde hvor jeg har haft brug for at indhente en udtalelse fra den sygemeldtes læge har jeg til tider været i tvivl om, hvorvidt en mulighedserklæring eller en friattest vil være mest anvendelig. I hvilke tilfælde er en mulighedserklæring egnet?

Svar: En mulighedserklæring er egnet for eksempel i de situationer, hvor det vurderes, at der er brug for en læges vurdering/rådgivning i forhold til, hvilke arbejdsfunktioner en medarbejder kan varetage, og hvilke hensyn, der eventuelt skal tages for, at medarbejderen kan genoptage arbejdet fuldt ud eller eventuelt på deltid i en periode.

En mulighedserklæring kan med fordel bruges både ved længerevarende fravær, fravær efter hospitalsbehandling, fravær i forbindelse med graviditet eller muligheden for delvis tilbagevenden efter en længerevarende fuldtidssygemelding. Med en mulighedserklæring er der således fokus på en hurtigere tilbagevenden til arbejdspladsen, og at en medarbejder fastholdes i sit arbejde.

Mulighedserklæringen kan benyttes på et hvilket som helst tidspunkt i sygeforløbet, både ved langtidssygemeldinger og også i de tilfælde, hvor der måske er tale om hyppige korttidssygemeldinger. Det vil sige, at mulighedserklæringen faktisk også kan bruge i et tilfælde, hvor medarbejderen ikke er sygemeldt men for eksempel på det seneste har gentagne sygemeldinger bag sig.

Husk på at man i forbindelse med udarbejdelse af mulighedserklæringen ikke har krav på at få oplyst diagnosen, men i stedet er fokus på eventuelle funktionsbegrænsninger i forhold til de sædvanlige arbejdsopgaver.

I følgende vejledning fra STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) kan du læse flere gode eksempler på i, hvilke situationer en mulighedserklæring er mest anvendelig, og hvornår en friattest kan være at foretrække: Eksempler på situationer hvor hhv. en mulighedserklæring og en friattest vil være anvendelig

Viden & info

De Paralympiske Lege i Rio

De Paralympiske Lege finder sted i Rio de Janeiro fra den 7.-18. september 2016. Der afvikles konkurrencer inden for hele 23 sportsgrene, på 21 arenaer fordelt på fire bydele. De 4.350 atleter fra 176 lande vil kæmpe om 528 medaljesæt, og det bliver således de største Paralympiske Lege nogenside. Danmark er repræsenteret i fem sportsgrene: atletik, bordtennis, ridning, skydning og svømning. Du kan følge de danske atleter og læse mere om De Paralymiske Lege 2016 her.