Under mine faste hjælperes ferie har jeg haft en afløser til at tage vagter hos mig i få dage. Jeg har et eksternt lønfirma til at stå for lønadministration og herunder indbetaling til FerieKonto. De oplyser, at de har udbetalt afløserens feriegodtgørelsesbeløb sammen med den sidste lønseddel, da der var tale om et mindre beløb på omkring kr. 1.500,00.
Er det korrekt, at de kan udbetale beløbet til afløseren eller burde beløbet være indbetalt til FerieKonto?
Svar:
Når en medarbejder fratræder sin stilling uden at have afholdt optjent ferie, skal feriegodtgørelse normalt indberettes til indkomstregisteret og indbetales til FerieKonto. Dette gælder også mindre tilgodehavender i form af feriepenge.
Med virkning fra 31. december 2023 blev der dog indført en forenklet ordning, som giver arbejdsgivere mulighed for at udbetale mindre beløb direkte til medarbejderen uden indberetning til FerieKonto. Ordningen gælder, når følgende betingelser er opfyldt:
- Det samlede beløb, efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, udgør højst 2.500 kr.
- Beløbet kan kun udbetales direkte til medarbejderen i forbindelse med fratrædelsen
- Ordningen kan anvendes maksimalt to gange pr. medarbejder i samme ferieår
- Hvis feriepengene overstiger 2.500 kr., kan ordningen ikke anvendes – da skal beløbet i stedet indberettes og evt. indbetales til FerieKonto som normalt
Ordningen blev indført for at lette den administrative byrde for arbejdsgivere i tilfælde, hvor der er tale om små feriegodtgørelsesbeløb, f.eks. ved kortvarige ansættelser.