En af mine hjælpere har været syg igennem længere tid, og hun har nu bedt mig om en fastholdelsesplan. Hvad er en fastholdelsesplan helt præcist, og hvilke pligter har jeg som arbejdsgiver, når en medarbejder anmoder om en fastholdelsesplan?
Svar: I Bekendtgørelse af lov om sygedagpenge § 7b er det beskrevet, at den sygemeldte lønmodtager kan anmode om at få udarbejdet en fastholdelsesplan, hvis lønmodtageren ikke forventes at vende tilbage til arbejdet inden 8 uger regnet fra første sygedag. Der er tale om en plan arbejdsgiver og medarbejder udarbejder sammen, og planen beskriver, hvordan medarbejderen hurtigst muligt kan vende helt eller delvis tilbage til arbejdspladsen. Medarbejderen kan når som helst i sygeforløbet anmode om, at der udarbejdes en fastholdelsesplan, men hvis arbejdsgiver vurderer, at der ikke er behov for at udarbejde en fastholdelsesplan, kan arbejdsgiveren afslå det.
Planen kan indeholde nogle af de samme elementer, som indgår i mulighedserklæringen. Det kan være forslag om gradvis tilbagevenden til jobbet, forslag til hjælpemidler og andre særlige hensyn. Dog har fastholdelsesplanen et bredere indhold end mulighedserklæringen. Den fokuserer på, hvordan medarbejderen på længere sigt bliver fastholdt på arbejdspladsen. Det kan for eksempel være ved, at medarbejderen får andre arbejdsfunktioner – eller får hjælp via nogle af de tilbud, som kommunen stiller til rådighed for den sygemeldte.
Der er ikke krav til, hvordan planen skal se ud, men der findes en skabelon på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside (STAR). Skabelonen er alene inspiration til, hvad medarbejder og arbejdsgiver kan overveje i forbindelse med udarbejdelsen af fastholdelsesplanen.